Kristus er opstanden!

Søndag, den 31. marts 2024

Påskedag

KOR Lystrup: Christian Præstholm: Jeg er verdens lys
DDS: 224 Stat op min sjæl i morgengry
Læsning: 1. Pet. 1, 3-9
KOR Lystrup: Brian Lewis: Benedictus
DDS: 218 Krist stod op af døde
Evangelium: Matt. 28, 1-8
DDS: 223 Herren af søvne opvågned, opsprang

Prædiken

KOR Lystrup: Linda Vilhelmsen: Når håbet grønnes
DDS: 236 Påskeblomst, hvad vil du her
DDS: 439 O, du Guds lam
100 Salmer: 828 Det er påske, alting springer ud
DDS: 234 Som forårssolen morgenrød

Påskeblomst! men er det sandt:
Har vi noget at betyde?
Er vor prædiken ej tant?
Kan de døde graven bryde?
Stod han op, som ordet går?
Mon hans ord igen opstår?
Springer klart af gule lagen
livet frem med påskedagen?

Sikke mange spørgsmål den unge salmedigter Grundtvig når at stille i et enkelt salmevers. Det er spørgsmål, som han også selv sloges med på den tid tilbage i 1817. Han syntes ikke, at han blev anerkendt for det, han faktisk var. Og så kan man jo godt blive i tvivl om mange ting. Har vi noget at betyde? Har vores tilværelse overhovedet nogen mening? Giver det mening at holde en prædiken om påskeblomstens opstandelsesbudskab — eller er det bare løgn og bedrag? Kan de døde opstå? Er der håb for vore kære døde? Findes der et liv efter døden? Og er Kristus virkelig blevet levende igen? Mon hans ord kan opstå hos os, og blive til levende ord, der ånder liv i os og løfter os op til Gud i ånden? Kan livet sejre over døden? Kan lyset sejre over mørket? Kan påskens budskab nå os i dag og tale til os?

Ja, jeg ved du siger sandt!
Frelseren stod op af døde!
Det er hver langfredags pant
på en påskemorgenrøde.

Jovist, det er sandt: Kristus er opstanden! Ja, han er sandelig opstanden! Det er påskedags jublende glade budskab til os. Det kan sagtens være, at dette budskab ikke tages lige vel imod af alle. Vi kan vel også selv mærke en lille skepsis og tvivl en gang imellem. Og derfor brugte Grundtvig i sin salme den undselige, forpjuskede bondeblomst, påskeliljen, som metafor for budskabet om opstandelsen. Dengang blev udtrykket påskelilje nemlig brugt nedsættende, som et øgenavn for en enfoldig person, og selve blomsten var ikke forædlet til en smuk narcissus, som vi finder den i mange haver og parker og i forretningernes flotte buketter.

Vi kender nok alle til at have det sådan: Hvad nytte er det egentlig til? Kommer der noget ud af alt vores slid og slæb? Giver det mening? Er der nogen, som skønner på, at vi er her? Er der nogen, der ser os og holder af os?

Med påskemorgen er der noget, som er forandret: Gud har øje for os — ikke bare fordi Jesus levede engang for 2000 år siden, og der er skrevet mange gode og opbyggelige historier om ham. Men fordi han lever i dag. Hans ord lyder jo også til os i dag. Og vi må tro på, at ordet virkelig er opstået fra de døde, så vi i dag kan bevæges af evangeliet og finde håb og tro i kraft af Guds Ord.

Men hvordan fortæller man om opstandelsen? Det er nemmere bare at sige: Vi tror på, at Jesus er opstået fra de døde. Men hvis vi skal til at forholde os til en fortælling om, hvordan det gik til, så bringes så mange andre spørgsmål i spil. Kan det nu passe? Gik det virkelig sådan til?

Vi har forskellige beretninger i evangelierne om Jesus’ opstandelse. De første tre evangelier minder mest om hinanden. Markus og Lukas konstaterer, at tre kvinder søndag morgen opdagede, at stenen var væltet fra, og at graven var tom. De fortæller også alle om en eller to engle ved graven, som overgiver opstandelsesbudskabet til kvinderne. Men det er kun Matthæus, der beskriver omstændighederne omkring opstandelsen, da Maria Magdalene og den anden Maria kommer ud til graven: Der er jordskælv og en beskrivelse af en engel, der stiger ned fra himlen og vælter stenen til side og sætter sig på den. Englen lyser som lynild og har klæder, der er hvide som sne. Soldaterne, som Pilatus havde sat til at holde vagt ved graven, falder om og bliver som døde. Kvinderne fyldes af frygt. Men englen taler til dem: Frygt ikke! Jeg ved, at I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er ikke her. Han er opstået, som han har sagt. Kom og se stedet, hvor han lå. Og skynd jer hen og sig til hans disciple, at han er opstået fra de døde. Og se, han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham. Nu har jeg sagt jer det.”

Dernæst følger en beskrivelse af, at de to kvinder møder Jesus, som hilser dem med et ”Godmorgen!” Kvinderne falder ned foran Jesus, som fortæller dem det samme, som englen har sagt: De skal gå til hans disciple og fortælle dem, at de skal tage til Galilæa, hvor de vil få ham at se.

Endelig fortæller Matthæus som den eneste, at soldaterne, der holdt vagt ved graven, går til ypperstepræsterne og fortæller, hvad de har oplevet. Rådet af ældste beslutter da at give soldaterne en stor sum penge, hvis de vil love at sige, at det var Jesus’ disciple, som kom om natten og stjal hans legeme, mens de lå og sov.

Jeg har altid syntes det var voldsomt, når Matthæus skriver, at der var jordskælv, og at englen stiger ned fra himlen med ild. Måske fordi keruberne, der skulle vogte indgangen til Paradiset, havde flammesværd af ild. Det er næsten lidt for meget … Men ligesom poesien kan hjælpe os med at få takkesangen for opstandelsen og evighedshåbet til at løfte sig her i kirkens rum, så kan malerkunsten også hjælpe os med at få sat billeder på det, som ellers er så helt umuligt at formulere med ord.

Derfor har jeg givet jer to billeder at kigge på i dag. Det første er malet af Matthias Grünewald i starten af 1500-tallet. Hans opstandelsesbillede indgår som en sidefløj i det berømte Isenheimer alter. Grünewald skildrer Kristus svævende over graven. En kæmpe gyldengul glorie på en himmelblå baggrund omkranser hans hoved og overkrop. Han holder sine hænder frem og vi kan se naglemærkerne på hans hænder og fødder og i hans side. Han løfter hænderne som en triumferende velsignelse. Det guddommelige lys får hans ansigt til at stråle. Soldaterne kaster sig til siden og vender ansigterne væk fra Jesus ned mod jorden. I baggrunden ses en klippeblok, som er faretruende tæt på to andre fra vagtmandskabet.

Og nu til det andet billede, som er malet af Emil Nolde i 1912. Han har nemlig hentet inspiration fra Matthias Grünewald til sit motiv. Noldes opstandelsesbillede indgår i hans store altertavle ”Das Leben Christi” som et af otte billeder med et niende meget stort korsfæstelsesbillede i midten. Den kæmpestore altertavle med alle ni billeder kan ses på Noldes museum i Seebüll syd for grænsen.

På Noldes billede ser vi også den opstandne midt i billedet. Han svæver ikke over graven, men hans krop og klædning er forlænget, så han bevarer kontakten til jorden. Han står på baggrund af et flammende violet lys. Soldaterne vælter ud til siderne i skræk og rædsel over det, som der sker. Jesus holder sine hænder ud fra kroppen, som om han er klar til at sætte af for at blive løftet op i lyset.

Nolde blev ikke anerkendt for sin religiøse kunst i samtiden. Tværtimod. Nationalsocialisterne tog hans store altertavle med på udstillingen ”Entartete Kunst”, som kunne ses i Berlin i 1938 — en udstilling af billeder malet af forskellige kendte kunstnere, som nazisterne anså for at være dekadente mennesker, der malede degenereret kunst. Sådan blev altså Nolde hånet og gjort til grin på grund af sin måde at skildre de religiøse motiver på.

Han skrev i et brev til sin gode ven Hans Fehr: ”Jeg har aldrig spurgt nogen, hvordan religiøse billeder skal se ud. De er opstået i en samtale med Gud. Det er min gudstjeneste. Jeg har fulgt en længsel efter klarhed og sandhed i mine billeder. Men er det ikke underligt, at ingen af mine religiøse billeder har fundet plads i en kirke? Måske har min Gud ikke villet sørge for, at det kunne ske. Eller også er det mennesker, som ikke forstår, hvor gerne han ville se dem i kirkerne? Jeg ved det ikke. Kirken svigtede totalt.

Kirkerne står som mægtige bygningsværker af sten så stolt på de smukkeste pladser. Og inde i kirkerne sidder fornemme mennesker i deres rette orden hver søndag. Men hvor er de svage og belastede, synderne og tolderne, de tusinde hungrende, frysende, hjemløse og fattige, som Kristus elskede? De holder gudstjeneste på deres måde på knejperne og i barakkerne.

Da jeg var ni år gammel, lovede jeg Gud højtideligt, at jeg ville skrive et digt til salmebogen. Det løfte har jeg ikke holdt. Men jeg har malet mange billeder — også de 30 religiøse billeder. Mon de kan være en slags erstatning for det digt, jeg aldrig fik skrevet?”

Måske vi i betragtningen af Noldes billede sammen med Matthæus’ dramatiske beskrivelse af opstandelsen kan opleve, at Kristus kommer til os som lys og håb som Guds ord. Den rå og voldsomme magt er repræsenteret ved soldaterne, der var sat til at forhindre, at Guds indgriben kunne finde sted. Men denne magt kunne intet stille op den dag i gravhaven.

For Guds ord vil lyse for os og lede os gennem livet — også når vi tvivler og fortvivler. Guds ord vil trøste os og give os evighedshåbet, som vi af Guds barmhjertighed i dåben er genfødt til ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.

Glædelig påske!
__________________

Kirkebøn
Herre Jesus. Du er det opstandne livets ord.
Ved dit ord skabes lys i menneskers mørke.
Ved dit ord bryder Guds rige igennem til os.
Ved dit ord skabes tro og håb.

Hjælp os når sorgen tynger,
vis os vej, når vi er ved at fortvivle.
Lys for os, Herre.

Vær nær hos alle som har det svært.
Trøst dem, som lever med tunge tanker.
Giv ny glæde og håb til mennesker, som er ulykkelige.

Velsign børnene og de unge, at de må finde livsmod og tro.
Og hjælp os voksne til at være gode til at lytte — og hjælpe børnene og de unge godt på vej.

Hold os hver især fast på vores ansvar for hinanden.
Velsign din kirke med Ånd og liv.
Vær med dem, som er sat til at styre og regere.
Giv dem visdom til at gøre det, som er ret for dig og til gavn for mennesker.
Velsign vor Konge, Frederik X, og hele hans hus.
Giv os alle nåde og velsignelse, og evigt liv hos dig.

Amen.